Prækvalifikation til projektkonkurrence om Nyt Mosede Fort
Greve Kommune har åbnet for konkurrencen om at udvikle Nyt Mosede Fort – en ambitiøs transformation, der skal styrke museet og det store udeområde.

Projektet skal skabe et engagerende oplevelsesunivers for både borgere og besøgende – med respekt for historien og blik for fremtiden. Vi søger dygtige og visionære arkitektteams, der synes, det lyder som en spændende og relevant opgave at forme fremtidens Mosede Fort.
Hvad skal bygges?
Projektet omfatter en ny, moderne museumsbygning på ca. 800 m², der skal være det samlende punkt i lokalområdet. Her skal der være udstillingslokaler, en restaurant, butik, billetsalg, toiletter og garderobe samt fleksible og flerfunktionelle rum.
Bygningen skal fungere som et sted, hvor fællesskab, viden og kultur kan udfolde sig. Den rumlige fleksibilitet skal gøre det muligt at bruge huset til mange forskellige aktiviteter – fra skoleklasser og talks, debatter, koncerter, fællesspisning i restaurant, velkomst af grupper, der skal på rundvisning og lignende.
Udstillingsarealerne skal leve op til nutidens krav til sikring, klima og adgangsforhold. Selve udstillingsdesignet er ikke en del af konkurrencen, men udbydes senere.
Bygningen skal have et markant, arkitektonisk udtryk – og samtidig indpasse sig nænsomt i de historiske omgivelser. Den skal opføres med fokus på bæredygtighed og opnå minimum DGNB Guld-certificering.
Det omkringliggende grønne område – det fredede fortidsminde – skal istandsættes og formidles, så hele området bliver mere indbydende og tilgængeligt for offentligheden. Her skal man kunne gå tur, slappe af, lære nyt og opleve historien helt tæt på.
Formålet med konkurrencen
Vi ønsker at modtage stærke, visionære og bæredygtige forslag til, hvordan arkitektur, historie og formidling kan tænkes sammen – med respekt for stedets karakter og betydning.
Konkurrence og rammer
Konkurrencen er en lukket projektkonkurrence med fire prækvalificerede teams.
Deadline for prækvalifikation er 2. juni 2025.
Konkurrencens sprog er dansk, og alle bilag og tegninger skal afleveres på dansk. Arbejds- og kontraktsproget vil ligeledes være dansk.
Det samlede budget for projektet er 92 mio. kr. ex moms, hvoraf konkurrencesummen er 45,8 mio. kr. ex moms.
Konkurrencematerialet er tilgængeligt på 278478-2025 - Competition - TED
Om Mosede Fort
Mosede Fort er et kulturhistorisk museum og et unikt mødested mellem by, strand og historie. Museet Mosede Fort, Danmark 1914-18 åbnede i 2014 og fortæller om Danmarks rolle under 1. Verdenskrig. Det ligger i det historiske fort, opført i 1913-14 som en del af kystforsvaret omkring København.
Med projektet ønsker vi at give museet nye rammer, der imødekommer nutidens krav og publikums forventninger om at blive engageret og inspireret. Mosede Fort skal fortsat være relevant og tilgængeligt for alle – uanset alder, baggrund eller interesse. Det gør vi ved at skabe nye oplevelser, moderne faciliteter og plads til både fordybelse og fællesskab.
Projektet er muliggjort med støtte fra den filantropiske forening Realdania, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Derudover har Greve Kommune afsat ca. 44 mio. kr., ligesom Staten bevilligede 5 mio. kr. til projektet på Finansloven i 2018.
Forventet afsluttet:
Januar 2026: Projektkonkurrence
Oktober 2026: Udarbejdelse af endelige projekt
Januar 2027: Myndighedsgodkendelse
Februar 2027: Udbud i hovedentreprise
April 2028: Udførsel
Maj 2028: Aflevering
November 2028: Udstilling og museet åbner