Handel og neutralitet

Udenrigshandelen - samfundets livsnerve

I de foregående 50 år var den danske landbrugsproduktion blevet lagt om fra overvejende kornproduktion til overvejende animalsk produktion. Der blev produceret bacon, æg og smør til det britiske eksportmarked, og der blev produceret slagtekvæg, heste og mælk til det tyske.

Omlægningen krævede import af korn og foderstoffer til den forædlede husdyrproduktion. Varerne kom primært fra Rusland og USA via tyske mellemhandlere.

Samtidig stillede indførelse af elektricitet, motorkøretøjer og begyndende industrialisering krav om brændsel i form af kul, olie og petroleum. 95% af kulforsyningerne kom fra briterne, olien og petroleum overvejende fra USA.

Det danske samfunds produktion var på den måde baseret på tæt samhandel, først og fremmest med de to nabo-stormagter, Tyskland og Storbritannien, der nu stod over for hinanden i en verdenskrig.

Krigsudbruddet

Med krigsudbruddet standsede udenrigshandelen brat. Samtidig med at skibene lå stille i havnene i usikkerheden om, hvad der mon ville ske, indførte regeringen udførselsforbud på en lang række varer.

Fra krigens første dag ønskede de krigsførende parter at ramme modstanderens forsyninger, samtidig med at de søgte at sikre deres egne.

Den neutrale stats rolle

I de foregående årtier havde man igennem en lang række konventioner søgt at afgrænse rækkevidden af krig. Der var i den forbindelse lavet en deklaration i London i 1907, der skulle sikre neutrale staters handel ved at udgrænse den del af handelen, som krigsførende magter måtte gribe ind over for, de såkaldte kontrabanderegler. Deklarationen var imidlertid ikke blevet ratificeret af de vigtigste stater ved krigens udbrud. Det var op til neutrale stater som Danmark gennem forhandlinger med de krigsførende at sikre handelens opretholdelse.

En hårfin balancegang

Det lykkedes for Danmark at få både briter og tyskere til at acceptere, at man handlede til begge sider. Det var lettest at overbevise tyskerne. Hvis ikke briterne fortsat fik forsyninger fra Danmark, ville briterne ikke have nogen interesse i, at danske handelsskibe slap igennem. Den danske handel ville stoppe, produktionen gå i stå – og det ville stoppe eksporten til Tyskland.

Modsat var briterne bange for, hvad det neutrale USA ville gøre, hvis man stoppede handelen mellem to neutrale stater. Og udover at briterne havde en interesse i landbrugsimporten fra Danmark, kunne de ikke sætte forholdet til USA over styr.  Men de krævede en skarp kontrol med, at varerne ikke blev videresolgt til Tyskland.

Det ville være svært for den danske regering at indgå aftaler med de krigsførende lande om kontrol og begrænsninger af varetilførslen til modparten uden at kompromittere neutraliteten alvorligt. Derfor kom erhvervslivet til at spille en særdeles central rolle i forhandlingen af aftaler og kontrollen med dem – dog i tæt dialog med den danske regering.

Censur

Indgåelsen af handelsaftaler medførte bl.a. kritik i pressen af regeringen for ikke at overholde neutraliteten. En kritik, der fik regeringen til at fremsætte en ny presselov i 1915. Den skulle først og fremmest forhindre, at pressens angreb fik betydning for tyskernes og navnlig briternes vurdering af den danske neutralitet. Men kritikerne af loven pegede på, at det netop var et signal til udlandet om, at den danske neutralitet var tvivlsom, siden man måtte indføre en sådan lov. 

Opslidning

I takt med at krigen trak ud, søgte de krigsførende parter hele tiden at stramme grebet om modstanderen. Områder blev erklæret for krigszoner, miner blev udlagt, skibe blev opbragt og i nogle tilfælde beslaglagt eller sænket. Samtidig måtte der løbende forhandles nye aftaler under stadig skrappere krav for at holde handelen gående. Bl.a. blev det et krav fra britisk side, at danske skibe skulle foretage sejladser i britisk tjeneste, før de fik kul til hjemrejsen. Ved at lade danske skibe sejle for sig, testede briterne tyskernes velvilje over for neutrale stater.

Ubådskrigen

Ikke desto mindre lykkedes det at holde handelen gående indtil den uindskrænkede ubådskrig blev erklæret 1. februar 1917. Da gik tyskerne endnu et skridt videre i den gensidige eskalering ved at erklære alle skibe i en zone rundt om de britiske øer for mål for deres ubåde. Det gav i sig selv handelen et knæk. Men det førte også til, at USA gik ind i krigen. Det svækkede samlet de neutrale stater over for de krigsførende. Og amerikanerne stillede langt større krav til den danske handelsflåde om tvangssejladser end briterne havde gjort.