Den britiske flådeblokade af Tyskland

Storbritannien havde garanteret Belgiens uafhængighed og erklærede Tyskland krig den 4. august 1914, efter at tyske tropper havde invaderet Belgien. Den planlagte flådeblokade blev indledt. Den lille østrig-ungarske flåde blev spærret inde i Adriaterhavet af den franske flåde. Den store tyske flåde blev afskåret fra verdenshavene og de tyske kolonier ved, at den britiske flåde oprettede spærringer bestående af krigsskibe (og sidenhen søminer) i Den engelske kanal og mellem Skotland og Norge. Den tyske handelsflåde blev beslaglagt, og de tyske krigsskibe i Atlanterhavet blev nedkæmpet. Med blokaden blev Tyskland og Østrig-Ungarn stort set afskåret fra verdensmarkedet, herunder import af fødevarer, hvorfor blokaden i Tyskland blev kaldt Hungerblokaden.

Tyskland indleder handelskrig med ubåde

Det tyske svar på den britiske flådeblokade var ubådskrig. Med virkning fra den 18. februar 1915 erklærede Tyskland farvandene omkring de britiske øer for en krigszone, hvor alle skibe under engelsk eller allieret flag risikerede at blive torpederet. Indtil da havde Tyskland overholdt prisereglerne og givet handelsskibenes besætninger tid at gå i redningsbådene. Tyskland overholdt fortsat folkeretlige regler i forhold til de neutrale landes handelsskibe, men det blev hurtigt en gråzone. Briterne fragtede for eksempel ammunition på passagerskibe, sejlede under falsk flag, og forlangte, at neutrale skibe skulle udføre tvangsrejser for at kunne anløbe britiske havne. Mange passagerskibe og neutrale handelsskibe blev derfor også sænket, mest kendt er passagerdamperen ’Lusitania’, hvor 1198 civile omkom. Det medførte kraftige protester fra de neutrale lande, især USA. Fra februar til august sænkede ubådene skibe på i alt 570.000 bruttotons, men mangel på ubåde og frygt for amerikansk indtræden i krigen fik Tyskland den 1. september til næsten at indstille ubådskrigen.

Jyllandsslaget

Verdenshistoriens største søslag fandt sted i Nordsøen kun 150 km vest for den jyske kyst. De store tyske slagskibe lå blot i havn og kunne ikke hamle op med den meget større britiske flåde, men med de massive investeringer i den tyske flåde før krigen, kunne den tyske flådeledelse ikke blot passivt se til. På samme måde blev den engelske flådeledelse presset til at søge kamp med den tyske, så den blev nedkæmpet. Admiralty havde derfor planlagt en operation, hvor lette krydsere ville sejle ned i Kattegat helt tæt på den jyske kyst med det formål, at de blev observeret af tyske agenter, og at det ville lokke den tyske højsøflåde ud. I Nordsøen skulle Grand Fleet ligge klar i håb om, at Højsøflåden bed på. Operationen var under forberedelse og skulle begynde 2. juni. I mellemtiden konstaterede de britiske kodebrydere i Room 40, at Højsøflåden på eget initiativ var på vej ud i Nordsøen. 151 engelske skibe stævnede derfor ud om aftenen den 30. maj, og få timer efter fulgte 99 tyske.

Om eftermiddagen den 31. maj kom det til indledende kampe, hvor briterne led store tab og tog flugten. Den tyske flåde fulgte efter men opdagede snart, at de britiske skibe ikke var alene, men at hele den britiske Grand Fleet nu var til stede. Tyskerne forsøgte derfor at flygte, mens briterne forsøgte at forhindre tilbagetoget. Det lykkedes ikke, og den tyske flåde slap væk natten til den 1. juni.

Selve slaget var en stor tysk sejr, hvilket især skyldes dårlig intern engelsk kommunikation, og at de engelske ammunitionsmagasiner alt for let eksploderede. I alt omkom 2551 tyske og hele 6097 engelske søfolk. Tyskerne mistede 11 skibe på 61.000 tons og briterne 14 skibe på hele 115.000 tons. De tyske skibe var til gengæld mere beskadigede og lå 300 dage længere i dok. Slaget ændrede derfor ikke på magtbalancen til søs, og tyskerne erkendte, at det britiske herredømme til søs kun kunne udfordres ved ubådskrig.

Den uindskrænkede ubådskrig

I 1916 diskuterede den tyske politiske og militære ledelse internt, om ubådskrigen skulle genoptages i en ny og hensynsløs form eller ej. Fortalerne mente, at Centralmagterne på alle måder var i undertal og på sigt ville tabe krigen. Det eneste, der kunne afgøre krigen til tysk fordel var en uindskrænket ubådskrig. Modstanderne var i flertal og overbeviste kejseren om, at i så fald ville USA og måske Holland og Danmark erklære Tyskland krig. Ubådskrigen blev sidst i 1916 ført med stor succes i Middelhavet langt fra amerikanske skibe, og den 9. januar 1917 lykkedes det flådeledelsen at overtale kejseren til, at den uindskrænkede ubådskrig skulle begynde den 1. februar.

Denne gang havde tyskerne langt flere og større ubåde til rådighed end i 1915, og denne gang ville prisereglerne ikke blive overholdt, og neutrale skibe ville ikke blive skånet. Det gjorde ubådskrigen langt mere effektiv i 1917. Fra 1. februar 1917 til 11. november 1918 var farvandene rundt om de britiske øer en krigszone, hvor alle skibe risikerede at blive sænket. I den periode sank i alt 4099 allierede og neutrale handelsskibe (nogle få på grund af søminer) med en samlet bruttotonnage på over 8 mio.

Ubådskrigen var særdeles effektiv i de første måneder, men i løbet af sommeren aftog effekten og førte ikke til den ønskede hungersnød på de britiske øer, der var formålet. Hovedårsagerne var, at USA trådte ind i krigen, og at alle handelsskibene begyndte at sejle i konvoj under beskyttelse af krigsskibe.

USA erklærer Tyskland krig

De to hovedårsager til, at USA gik ind i krigen var den uindskrænkede tyske ubådskrig og det såkaldte ”Zimmermann-telegram”, hvori den tyske udenrigsminister Zimmermann foreslog den mexicanske regering en alliance, så Mexico kunne tilbageerobre de tabte stater Texas, Arizona og New Mexico. Allerede den 3. februar 1917 afbrød USA de diplomatiske forbindelser med Tyskland, men der var i Kongressen ikke flertal for at træde ind i krigen. Den 28. februar offentliggjorde præsident Wilson det opsnappede Zimmermann-telegram, og i ugerne efter blev flere amerikanske handelsskibe sænket af tyske ubåde. Det vendte stemningen, og i starten af april var der flertal for krig i Kongressen. Den 6. april erklærede USA Tyskland krig.

Det tog omkring et år, før den amerikanske hær gjorde sig gældende på Vestfronten, men allerede i 1917 gjorde USA en afgørende forskel i handels- og i søkrigen. USA havde en stor flåde samt beslaglagde de mange tyske handelsskibe, der havde været interneret siden 1914. De amerikanske fabrikker begyndte desuden at producere skibe og søminer i hidtil uset målestok. Endelig behøvede briterne ikke længere at tage hensyn til USA og strammede derfor i sommeren 1917 handelsblokaden ved at afskære de neutrale lande fra import, der kunne videresælges til Tyskland. Det ramte særligt Danmark.