Plakatsøjler

Pengespild?

I en ny politivedtægt for København 1. marts 1913 blev der åbnet mulighed for opstilling af plakatsøjler. Ophængningen af reklameplakater greb om sig, og søjler til formålet kunne både regulere brugen og skaffe kommunen en indtjening. I juni måned samme år blev der derfor udskrevet en arkitektkonkurrence med en førstepræmie på 500 kr. Det fik Berlingske Tidende til at rejse spørgsmålet, om det nu var nødvendigt at spilde penge på ’kunstneriske’ plakatsøjler.

Vinder af arkitektkonkurrence

Men konkurrencen blev afholdt, og i oktober 1913 kunne kommunen meddele, at den var vundet af arkitekt Alfred Brandt foran Kai Rasmussen og Tage Rue. Næste skridt blev taget d. 10. februar 1914, da kommunen udbød koncession på opstilling af 50 plakatsøjler i byen efter Brandts tegninger. Koncessionen strakte sig over 20 år, og kommunen skulle have en andel i indtægterne.

Koncessionshavere uden penge

Ved udgangen af marts 1914 blev koncessionen givet til musikforlagsdirektør Henrik Hennings og kasserer for telefonkioskerne Georg Büllner Jacobsen. Men mere skete der ikke i første omgang. De to vindere rådede nemlig ikke over den fornødne kapital. I skatteligningen var den knap 70-årige Hennings sat til en formue på 6.500 kroner. Der skulle mere til.

A/S Københavns Plakatsøjler af 6. juli 1915

Da krigen brød ud i august 1914 glemte de fleste nok alt om plakatsøjlerne, men d. 6. juli 1915 anmeldte Hennings og Büllner Jacobsen så ”Aktieselskabet Københavns Plakatsøjler” med en aktiekapital på 100.000 kroner til Københavns handelsregister. Konsulatssekretær Ove Moth-Lund blev ansat som forretningsførende direktør, og allerede i august måned kunne aviserne bringe billeder af den første model til plakatsøjle.

Tysk kapital

Det gik forholdsvis stille for sig, men d. 2. september 1915 kastede dagbladet Folkets Avis sig over plakatsøjlerne. Det var kommet frem, at hele aktiekapitalen var stillet til rådighed af en tysker, dr. Helphand, der havde bosat sig i København. Det var overretssagfører Willy Olsen, der havde formidlet kontakten mellem koncessionshavere og tysk kapital. Man havde godt været klar over, at det kunne være betænkeligt i krigstid at lade tyske interesser få koncessionen, og havde spurgt magistraten. Magistraten havde ikke indvendt noget, men dog derefter præciseret, at kun skandinaver kunne have plads i bestyrelsen. Derfor måtte Helphand nøjes med aktierne.

Antitysk kampagne

På denne baggrund begyndte Folkets Avis en kampagne mod ”de tyske plakatsøjler”. Navnlig da man så de første. Så blev kampagnen rettet mod ”de tyske skamstøtter”. Dagbladet Politiken fulgte trop i kritikken af plakatsøjlerne, og også Nationaltidende gav sit besyv med. De to sidstnævnte dog uden den klare anti-tyske linje. De kørte alene på det æstetiske, og efterhånden fik de også vækket ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse”, der erkendte at have sovet i timen.

Angrebene mod de tyske smagløsheder fortsatte. Også selvom direktør Moth-Lund påpegede, at selskabet blot havde opstillet Alfred Brandts vindende forslag fra kommunens arkitektkonkurrence. Berlingske Tidende holdt i forhold til de andre aviser en relativ lav profil, måske fordi man ikke havde ment det nødvendigt at bruge penge på plakatsøjlers kunstneriske udførelse.

Den stikker i øjet

Som en ironisk kommentar til den massive kritik lancerede selskabet en annnoncekampagne under sloganet "Den stikker i øjet". Annoncen viste en plakatsøjle med en stikkende hveps. Et underfundigt spil på søjlernes iøjnefaldenhed og deres evne til at påkalde sig og annoncørerne opmærksomhed.

Annoncører hænges ud

Folkets Avis kørte nu også hetz mod de potentielle annoncører. Hvem ville være de første, der fik deres navn på de tyske søjler? Ikke overraskende viste den første annoncekøber sig at være en tysk farver, men da han ikke fik sine plakater klar i tide, kom de første plakater fra Cirkus Varieté. Direktøren for varietéen måtte nærmest gå bodsgang i avisen.

Stormen rides af

Også Turisttidende tog sagen op, og til sidst måtte kommunen tage sagen op på ny. Her fastholdt man dog, at koncessionen stod ved magt. Og i løbet af 1916 forstummede kritikken så meget, at selskabet på sin første generalforsamling i februar 1917 kunne konstatere, at året havde været tilfredsstillende.

Plakatsøjler og rationering

Plakatsøjlerne fik også en ny betydning i 1917. Det var på dem, Københavns kommune opslog oversigter over, hvor beboere i de forskellige gader kunne afhente de rationeringsmærker, som tilkom dem. Søjlerne bar nu nyttige oplysninger for alle.

Skrevet af Hans Henrik Appel