Fødevarer og velfærdsstat

Fødevarer og velfærdsstat

Staten måtte i krigsårene træde til og sikre, at alle danskere under krigen fik mad til en pris, de kunne betale. Det krævede en lang række aktiviteter indenfor ernæringsvidenskab, madlavningskurser, optælling af madvarer og optælling af borgere, ændrede skatteregler mv. Aktiviteter, der set bagefter, kom til at skabe en samlet dansk velfærdsmodel, som blev udviklet og udbygget i resten af 1900-tallet.

Regulering af fødevarer fra jord til bord

Få dage efter krigens udbrud besluttede Rigsdagen en række love (Augustlovene), som tilsammen 1) satte rammen for eksport af fødevarer, 2) betød særlige støtteordninger til soldaterfamilierne og fattige, 3) gav Indenrigsministeren lov til at sætte markedet ud af kraft i forhold til priser på basismad og opkøb af fødevarer.

Madprisernes himmelflugt

Med krigens udbrud steg priserne for mad meget hurtigt både i udlandet og i Danmark. Rugbrødet steg fx med ca. 30 % i de første dage af august 1914. Inden der var gået en uge, var det forbudt at udføre korn, kartofler, mel og gryn. Og efter en måned var det forbudt at fodre svin og andre dyr med aftærsket korn, og staten overtog hele hvedebeholdningen i København for at sikre hovedstadens befolkning brød.

Loft over udvalgte priser på mad

Inden udgangen af 1914 havde Rigsdagen – efter svære diskussioner med landbruget – besluttet maksimalpris på rugbrød. Det var den første maksimalpris, der blev indført, men inden fredsslutningen i efteråret 1918 var der maksimalpriser på en lang række madvarer og andre daglige livsfornødenheder. Maksimalpriserne gjaldt alle – rig som fattig – land som by.

Rationering

I starten var det muligt for staten gennem forhandlinger med landbrugs-, industri- og handelsorganisationerne at sikre, at der var mad at købe. Men efter Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig i starten af 1917, var et loft over priserne ikke nok. Nu blev der indført rationering på mel, brød, flæsk, kaffe, smør og mange flere daglige madvarer.

Fordeling af maden

Inden kommunerne kunne uddele rationeringsmærker til hele befolkningen, skulle staten have overblik over, hvor meget mad der var at uddele, hvor meget mad hver borger skulle bruge for at holde sig mæt og sund, og hvordan staten sikrede, at borgeren og maden var det samme sted.

Hvor meget og hvilken mad er nødvendig?

Staten havde sit Kontor for Ernæringsundersøgelser med læge Mikkel Hindhede i spidsen. Han havde vist, at mennesker kunne leve sundt på korn, gryn, kartofler og kål med lidt fedtstoffer fra smør og flæsk. Kød var derudover unødvendigt. Før krigen var denne holdning meget kontroversiel, men nu passede et nedsat kødforbrug som fod i hose til den aktuelle fødevare-situation. Mikkel Hindhede lavede beregninger over, hvad hver borger ud fra alder, køn, arbejdsbelastning og evt. sygdom skulle have at spise. Herudfra blev rationeringsmængderne beregnet.

Hvor var maden?

Allerede fra krigens start blev der foretaget tællinger over, hvor meget korn der var i Danmark, og hvad forventningerne til den kommende høst var hos landbrugene. I 1917 opkøbte staten alt korn i Danmark og lejede kornlagre over hele landet. Med dette som udgangspunkt blev det besluttet, hvor meget hver enkelt borger kunne få tildelt af forskellige fødevarer på rationeringskort.

Staten førte tilsvarende kontrol over alle svin i Danmark. I starten af 1918 opfordrede staten til, at hver husstand skulle holde én gris, som de opfodrede med husholdningsaffald. Hvis de behøvede fodertilskud til grisen, så skulle de ansøge. Denne ene gris fik mange navne: Hjemmegris, kælegris, altangris, familiegris.

Hvor var borgerne?

For at vide hvor mange rationeringsmærker, hver kommune skulle uddele og til hvem, blev befolkningen talt flere gange under krigen. Hvis borgerne ikke lod sig tælle eller glemte at melde flytning til de såkaldte mandtalslister, så fik de ikke udleveret rationeringskort.

Husmødre og husholdningslærerinder

I de allerfleste husholdninger lavede husmoderen mad. De skulle nu lære at tilberede de sparsomme råvarer, så maden blev velsmagende, næringsstofferne bevarede og med brug af mindst mulig brændsel. Som hjælp hertil blev der udbudt kurser med statstilskud, hvor husholdningslærerinder kom ud over alt i Danmark og lærte husmødrene nænsom tilberedning med brug af høkasse. Statens gode råd nåede ud til alle, men der var også en forventning om, at rådene blev fulgt. Ernæringsrådet blev oprettet i 1917. Herfra blev der sendt mange pjecer ud, der skulle understøtte husmoderen i at gøre det rigtige.

Hvem betalte?

Alle de initiativer, som stat og kommune igangsatte for at sikre befolkningen sund mad, betød et øget behov for offentlige indtægter. Arveafgiften og skatteprocenten for de højere indtægter steg, og der kom en særlig skat på krigsfortjeneste. Det var her, hvor princippet om, at de største indtægter skal betale mest skat, blev et grundlag for den skattebetalte velfærd. Desuden kom der store afgifter på luksusvarer og usunde varer som vin, spiritus og tobak. Snaps blev til forskel fra tidligere en luksus, mange ikke havde råd til.

Velfærdsstat

I løbet af krigen gik velfærdsordningerne fra hovedsagelig at understøtte de vanskeligst stillede til en række ydelser, som de fleste danskere fik nytte af. Velfærdsydelserne blev uddelt på baggrund af professionel viden og statistiske beregninger. Der var tale om konkrete ydelser som fx tildeling af rationeringskort og bidrag fra staten til folkeoplysende kurser og publikationer. Velfærdsydelser genererede også en moralsk pligt til at lade sig registrere og til at gøre brug af statens råd i sin levevis samt være solidarisk med sine medborgere på tværs af geografi og sociale skel.

Skrevet af Henriette Buus