Kontrabande og krigshandel
I årtierne op til verdenskrigens udbrud havde man søgt at opstille regler for krigsførelse herunder de neutrale landes rettigheder og pligter. Også i forhold til hvorvidt krigsførende lande måtte gribe ind i neutrale landes handel med modparten.
London-deklarationen 1907
Som på så mange områder havde man i de forudgående år søgt at opstille regler for handel med de krigsførende under en krig. I 1907 var der blevet lavet en deklaration i London, men den var endnu ikke blevet ratificeret af alle lande i 1914. Alligevel var den det grundlag, som man i det neutrale Danmark satte sin lid til.
Deklarationen skelnede mellem kontrabande, betinget kontrabande og ikke-kontrabande. Kontrabandevarerne omfattede våben, ammunition, ride- og trækdyr til krigsbrug, uniformer og militære udrustningsgenstande o.l. varer, der klart skulle anvendes til krigsbrug.
De betingede kontrabandevarer omfattede varer, der både kunne bruges af militære og civile. Det var f.eks. levnedsmidler, telefon og telegraf, brændselsstoffer og befordringsmidler. Ikke-kontrabande var varer, der ikke umiddelbart kunne bruges til krigsførelse.
Så længe betingede kontrabandevarer skulle tilgå civil brug, måtte man godt sende dem over land. Et krigsførende land måtte godt konfiskere betingede kontrabandevarer til søs, hvis destinationsstedet var deres modpart i krigen. Men hvis et parti varer f.eks. blev sendt fra USA til Danmark, måtte briterne i følge deklarationen ikke konfiskere dem, selvom de formentlig fra Danmark ville blive videresolgt til Tyskland.
En venskabelig henvendelse
Allerede den 17. august 1914 modtog den danske gesandt i Berlin en henvendelse, der "i venskabelighed" frarådede Danmark at eksportere fødevarer til England og gjorde opmærksom på, at tyskerne let ville kunne lukke for udsejling fra Esbjerg. Det officielle danske svar d. 25. august henviste til London deklarationen og stod fat på Danmarks ret til at fortsætte handelen. Men da hverken briterne eller tyskerne havde ratificeret deklarationen, var det et skrøbeligt fundament. Briterne valgte gennem såkaldte "Orders in Council" d. 20. august og 29. oktober 1914 at se bort fra London deklarationen i kampen for at hindre tyskernes adgang til vigtige råstoffer.
Scavenius' diplomati
Større betydning havde det imidlertid, at udenrigsminister Scavenius gjorde det klart for den tyske gesandt i Danmark, Brockdorff-Rantzau, at hvis danskerne foretog et sådant skridt, ville briterne med fuld ret kunne sige, at Danmark havde brudt sin neutralitet og slå ned på den danske handel. Og det ville skade tyskerne.
For briterne havde allerede skåret Tysklands vigtige handelsåre til USA over. USA var tyskernes største handelspartner, men briterne kunne med London-deklarationen stoppe alle kontrabande- såvel som betingede kontrabandevarer, der blev sendt direkte fra USA til Tyskland. Formelt kunne de imidlertid ikke stoppe betingede kontrabandevarer fra at blive sendt fra USA til Danmark, hvorfra de kunne sælges videre til Tyskland. Hvis briterne fik påskud til at stoppe handelsforbindelsen mellem Danmark og USA, ville det ramme Tyskland hårdt.
På baggrund af den samtale overbeviste Brockdorff-Rantzau det tyske udenrigsministerium om, at den danske handel med England skulle have lov til at fortsætte. Den tyske flåde fik besked om, "at den danske levnedsmiddeleksport til engelske havne af vigtige politiske grunde indtil videre ikke må forstyrres."
Britiske krav
Briterne kunne ikke affinde sig med, at tyskerne bare fik deres forsyninger gennem Danmark. I oktober 1914 krævede de, at Danmark skulle garantere opretholdelsen af de udførselsforbud, man af hensyn til landets egen forsyning havde indført i august 1914, samt at danske skibe skulle anløbe britiske havne for at få deres papirer kontrolleret.
Da Danmark gik ind på de britiske krav, meddelte Brockdorff-Rantzau, at hvis den danske skibsfart svigtede, ville Tyskland opfatte det som bevis på, at de ikke kunne regne med Danmark, hvilket ville få konsekvenser.
"Hvad i himlens navn vil De egentlig have, vi skal gøre? Importen fra Tyskland er hørt op. Hvis England standser vor import fra Amerika, så er vort landbrug og vor beskedne industri ruineret. Vore bønder vil ikke have anden udvej end at slagte deres kvæg, og vores arbejdere på landet og i byerne vil blive arbejdsløse. Hvis England opbringer danske skibe, der måske bringer ladninger til Tyskland, så bliver vor skibsfart lammet."
Scavenius prøvede ikke at foregøgle over for Brockdorff-Rantzau, at Danmark nok skulle sørge for at skaffe tyskerne varer fra USA. I stedet påpegede han nu, at hvis briterne fik anledning til at stoppe Danmarks handel med USA, ville det gå ud over det danske landbrug - og dermed også komme til at gå ud over Tyskland. Samtidig med at enhver mulighed for, at enkelte varer fra Amerika ville slippe igennem, ville forsvinde.
Den britiske kalkule
Den tilspidsede situation i oktober 1914 skyldtes, at de danske havne var ved at blive overfyldte med amerikanske varer, der i henhold til udførselsforbuddet fra august ikke måtte sælges videre. Begrundelsen for dette forbud var, at man ville sikre Danmarks egne forråd. Men både tyskerne og de danske importører pressede på for at få udførselsforbuddet ophævet, da det stod klart, at der slet ikke var varemangel i Danmark. Det var formentlig kun et spørgsmål om tid, før varerne ville strømme fra Danmark til Tyskland.
Scavenius opfordrede den britiske gesandt til at stoppe amerikanske varer, som man kunne antage var bestemt for Tyskland. Ellers ville den danske regering ikke kunne opretholde udførselsstoppet. Tyskerne truede med at stoppe den danske landbrugseksport til England, hvis ikke der blev åbnet for eksporten af fødevarer til Tyskland. Hvis varerne slet ikke nåede frem til Danmark, ville presset fra tyskerne blive mindre. Men briterne var bange for, at et direkte stop ville bringe dem på kollisionskurs med amerikanerne. Og det var de ikke interesserede i.
Statslige importselskaber
Den 8. december 1914 optrappede briterne konflikten ved at overbringe Danmark en note om, at man ville erklære Danmark for et land, hvorfra tyskerne fik forsyningerne til deres militære styrker. Alle danske skibe med kontrabandevarer ville blive standset og varernes bestemmelse kontrolleret. Al vareimport skulle ske gennem statslige importselskaber, der kunne garantere, at varerne ikke ville blive sendt videre til Tyskland.
Fra dansk side ville man ikke gå ind på tanken om sådanne selskaber. Det ville betyde, at den danske regering ville komme direkte i skudlinjen i forhold til britiske krav og tyske ønsker. Det lykkedes regeringens udsendte forhandlere i London at få briterne til at frafalde dette krav. Til gengæld blev fedt føjet til listen over absolutte kontrabandevarer sammen med kobber, gummi og olie, som under ingen omstændigheder måtte udføres til Tyskland. Den 9. januar 1915 blev aftalen underskrevet, og der var tilsyneladende skabt ro om handelen.
Nordsøen erklæres som krigszone
De eskalerende britiske krav kulminerede foreløbigt d. 11. marts 1915, hvor briterne besluttede at opfatte al handel med Tyskland som "enemy supply", og der blev oprettet "black lists" over rederier, som havde handlet med tyskerne, og som derfor skulle stoppes.
