Tunestillingen - hvorfor?

Mens flådens ledelse opfattede forsvaret af dansk territorium mod neutralitetskrænkelser som det vigtigste, ønskede hærens ledelse et stærkt forsvar af København. Hovedstaden skulle kunne holde kampen mod fjenden gående så længe som muligt, i håb om at andre lande ville komme til undsætning.

Tykke Bertha

I oktober 1914 anvendte tyskerne deres nye tunge skyts, en 42 cm kanon med øgenavnet "Tykke Bertha", mod den belgiske fæstningsby, Antwerpen. Tykke Bertha kunne skyde meget længere og med meget større effekt end hidtil set. På et møde med forsvarsledelsen d. 11. oktober stillede den pacifistiske forsvarsminister P. Munch det drillende spørgsmål til general Gørtz, hvilke slutninger han drog med hensyn til København af Antwerpens fald.

Forstærkning af befæstningen

Gørtz og generalstabschefen general Berthelsen bad derefter artillerichefen generalmajor C.H. Holm om at udarbejde et forslag til forstærkning af fæstningen. Og i december 1914 kom Holm med et forslag, der skulle holde fjendtligt skyts på længere afstand af hovedstaden. Det skulle ske ved at lave fremskudte forsvarsstillinger, og ved at anskaffe 96 moderne, langtrækkende kanoner, der ville kunne anvendes effektivt mod fjendens belejringsskyts.

Nye kanoner prioriteres

Allerede i 1909 havde tanken om en fremskudt forsvarslinje mellem Køge bugt og Roskilde fjord været diskuteret. Og kort efter at have modtaget Holms redegørelse, tog generalerne fat på ideen igen. Men de forelagde den dog ikke for ministeren, formentlig i forvisning om, at han ville afvise den. De nøjedes med at iværksætte tanken om anskaffelse af moderne langtrækkende kanoner, hvilket dog viste sig at være en næsten umulig opgave midt under krigen.

Reduceret sikringsstyrke

Men i juli 1915 - dvs. et halvt år senere - dukkede tanken om en fremskudt forsvarslinje op igen. Baggrunden var, at det var lykkedes regeringen at få kongen til at acceptere en nedskæring af sikringsstyrken på 13.000 mand, dvs. godt en femtedel. I foråret 1915 havde hæren overladt bemandingen af selve Københavns befæstning til reservebatailloner, så flere af linjebataillonerne kunne placeres på Sjælland til imødegåelse af et evt. tysk landgangsforsøg. Med reduktionen blev reservebataillonerne hjemsendt, hvorfor linjebataillonerne nu måtte prioritere København. Derfor iværksatte hærledelsen en rekognoscering af Tuneområdet med henblik på at anlægge en stilling der.

Regeringen accepterer

I første omgang ville den radikale regering gå med på forslaget mod at sikringsstyrken blev yderligere reduceret. Men det afviste generalerne. Samtidig rejste der sig en voldsom politisk kritik af hærledelsen og dermed også forsvarsminister P. Munch for ikke at tildele hæren ressourcer nok. Da Munch stillede op til et lukket møde d. 22. oktober for at besvare kritikken, meddelte han, at regeringen havde bevilget de anslåede 900.000 kroner til anlæggelse af stillingen.

Den 15. november 1915 gik arbejdet i gang.

Hvad var hensigten?

Hvad var så egentlig hensigten med stillingen? Hvorfor gik den pacifistiske forsvarsminister med til et så stort militært anlæg?

En optagestilling?

Militærhistoriker og brigadegeneral Michael Clemmesen understreger den taktiske funktion stillingen havde efter indskrænkningen af sikringsstyrken. Da styrken var blevet indskrænket, ville man ikke længere kunne imødegå en tysk landsætning på Sjælland. I tilfælde af at tyskerne virkeligt ville gå i land, gjaldt det om at trække alle tropper tilbage til Københavns forsvar. For at sikre, at tropperne kunne nå tilbage, skulle stillingen tjene som en optagestilling. Stillingen kunne kun sinke en tysk fremrykning, ikke fungere til hovedkamp.

Egnet til hovedkamp?

Signalerne fra hærledelsen var dog ikke entydige. Da artillerikommandoen spurgte hærledelsen, hvad formålet med stillingen var i forbindelse med udvælgelsen af artilleri, lød svaret, at den skulle hindre en syd- eller vestfra fremrykkende fjende i at nå det terræn, hvorfra man ville kunne bombardere København. Det betød jo, at man skulle tage en hovedkamp her. Men det blev i samme afsnit tilføjet, at man ved udtagning af kanoner skulle sikre, at en hovedkamp stadig kunne føres i København. 

Et første skridt mod noget mere?

Det viser, at der i hærledelsen var delte meninger. Gørtz gjorde sig tilsyneladende forhåbninger om, at man efterhånden kunne få tilført flere ressourcer til stillingen; og da han samtidig mente, at angreb burde imødegås med alle til rådighed stående midler, er det ikke utænkeligt, at han på længere sigt ønskede stillingen udbygget til at fungere under en hovedkamp. Omvendt var der andre i hærledelsen, der ikke kunne se udsigt til, at stillingen ville kunne få en sådan status, navnlig ikke i lyset af de politiske rammer. 

Beskæftigelsesprojekt?

Den politiske historiker Bo Lidegaard mener, at baggrunden for Munch's tilslutning til ideen var, at hvis hæren var optaget af at grave skyttegrave på Sjælland, ville den ikke kunne lave ulykker. F.eks. ville hæren ikke så let kunne finde ressourcer til at imødegå eventuelle mindre neutralitetskrænkelser med særlig stor styrke. Og dermed ville risikoen for, at en neutralitetskrænkelse kunne eskalere til krig, blive mindsket. 

Politisk signal?

Måske kan der også have ligget et ønske om at markere, at det danske forsvar koncentrerede sig om København. Der var i Tyskland frygt for, at Danmark ville støtte et evt. britisk angreb mod Tyskland fra Esbjerg. Faktisk lavede tyskerne selv en skyttegravsstilling på den anden side af grænsen. Ganske vist pointerede udenrigsminister Scavenius under de indledende drøftelser i regeringen, at man burde afholde sig fra ethvert militært initiativ i forhold til Tyskland. Men stillet over for et politisk stormløb mod manglende investeringer i forsvaret, var det nok den bedste løsning.