En hjælpende hånd

I sine skrifter havde Marx konkluderet, at revolutionen ville bryde ud, når kapitalismen nåede sit klimaks. Helphand fostrede imidlertid ideen om, at Rusland, til trods for sin tilbageståenhed, kunne blive et revolutionært foregangsland. På næsten profetisk vis forudså Helphand allerede i 1895, at en konfrontation mellem Rusland og en fremmed magt kunne afføde en social revolution, hvilket ville medføre en forskydning af stormagtsbalancen i Europa. Små ti år senere var Helphands vision tæt ved at gå i opfyldelse, da Japan besejrede Rusland, hvilket medvirkede til Den Russiske Revolution i 1905. Helphand og Trotskij drog til Rusland for at tage del i begivenhederne, blev fængslet, men det lykkedes for dem at flygte.

Helphands tanker kom til at danne grundlag for teorien om »den permanente revolution«, som Trotskijs udviklede. De inspirerede også Lenins til at afvise deltagelse i en stormagtskrig og i stedet at udnytte den til fremme af den sociale revolution.

I perioden 1910-1914 slog Helphand sig ned i Konstantinopel og blev under Balkankrigene mangemillionær på lyssky handler. Da Første Verdenskrig brød ud, var scenen sat for, at han kunne iværksætte sine planer.

Via kontakt til den tyske gesandt i Konstantinopel overbeviste Helphand det tyske udenrigsministerium om, at Rusland kunne svækkes afgørende gennem støtte til dets revolutionære kræfter. Som bekendt var Tyskland i krig med Ententemagterne Rusland, Frankrig og Storbritannien og søgte en udvej af tofrontskrigen. Helphand etablerede sig nu i København, udstyret af Tyskland med en million mark og en million rubler, som han begyndte at kanalisere videre til den revolutionære undergrundsbevægelse i Rusland.

Det neutrale Danmark var en perfekt base for Helphand, landet handlede til begge sider i krigen og udøvede ringe kontrol med finansielle transaktioner. Helphands aktiviteter i København var nøje afstemt med den tyske gesandt Ulrich von Brockdorff-Rantzau. Gesandten var på god fod med den danske udenrigsminister, Erik Scavenius, hvis politik var en stadig balancegang mellem de krigsførende parter, blandt andet gennem en veltilrettelagt handelspolitik, således at Danmark kunne holde sig ude af krigen. Trekløveret fandt fælles fodslag.

Ved verdenskrigens udbrud kom 90-95 procent af Danmarks brændselsimport fra Storbritannien, og den danske regering måtte afsøge mulighederne for at bryde afhængigheden og undgå politisk pression. Løsningen blev import af kul fra Tyskland, uden at man lagde sig ud med Storbritannien. Til det formål udnyttede Helphand sine nære relationer til førende danske socialdemokrater, især Frederik Borgbjerg og Thorvald Stauning. Dansk arbejderbevægelse kom således til at stå for importen. Da danske kulgrosserere protesterede, blev der oprettet et formelt selskab, A/S Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i daglig tale Arbejderkul, som var ejet af de københavnske fagforeninger.

At operationen nød magtfuld støtte blev til fulde demonstreret under en likviditetskrise i Arbejderkul. Her stillede Nationalbanken en kredit på fire millioner kroner til rådighed, og Helphand spædede til med et afdragsfrit og rentefrit lån under krigen på en million kroner. Importen sikrede Arbejderkul en større fortjeneste, der efter krigen blev anvendt til blandt andet at etablere Arbejdernes Landsbank. Selv sørgede Helphand for at tage sig godt betalt. Ved at oprette firmaet A/S Københavns Befragtnings- og Transport Kompagni, der stod for transporten af brændslen, skaffede han midler, som kunne kanaliseres videre til den revolutionære sag i Rusland.

Den Russiske Revolution i 1917 fandt som bekendt sted i to akter. Zaren abdicerede i februar måned og blev afløst af en såkaldt dobbeltmagt bestående af den provisoriske regering og lokale sovjetter. Lenin mente imidlertid, at arbejderklassen måtte gribe magten fuldstændigt, men han var fanget i sit eksil i Schweiz. Flere regeringer nægtede simpelthen at lade ham og en gruppe landflygtige bolsjevikker passere deres territorium på vej til Rusland.

I april lykkedes det imidlertid at få en aftale i stand, således at Tyskland tillod Lenin og hans følge at rejse gennem landet i et særligt tog, mod at de afstod fra revolutionær agitation undervejs. Derfra er resten historie. I oktober 1917 lykkedes det bolsjevikkerne at gribe magten, og nogle måneder senere indgik Rusland en separatfred med Tyskland, den såkaldte Brest-Litovsk-aftale. 

Det kan ikke bevises, men sandsynliggøres, at Helphand spillede en koordinerende rolle med hensyn til at organisere Lenins togtur. Helphand havde de nødvendige kontakter, finansielle muskler og en vision, der bakkede operationen op. Kildemateriale viser en hektisk rejseaktivitet fra Helphands side i foråret 1917 mellem Danmark og Tyskland.

Betyder det, at Lenin var tysk agent, sådan som det ofte er blevet hævdet? Nej, Lenin så med skepsis på Helphand og holdt derfor afstand til ham, selvom bolsjevikkerne ikke så sig for fine til at bruge hans midler. Lenin lagde derimod ikke skjul på, at de revolutionære måtte drage nytte af modsætningerne mellem de europæiske kapitalister og deres regeringer for at fremme deres sag.

Hvad så med Helphand? Det er straks mere tvivlsomt, men han kan ikke reduceres til at være tysk agent. Snarere må han betragtes som en politisk entreprenør, der investerede sine personlige aktiver – især sine ekstraordinære midler, kontakter og ekspertise – i at fremme en bestemt sag. Gennem sit virke forblev han tro mod visionen om en russisk revolution, uanset hvor tvivlsomme hans metoder var fra et socialistisk standpunkt, og hvem han fandt sammen med i et midlertidigt interessefællesskab.

At Helphand levede op til sit navn er ikke blot Den Russiske Revolution et eksempel på. Da den tyske ubådskrig i februar 1917 satte en stopper for britiske leverancer til Danmark, rådede dansk industri efter sigende kun over brændsel til otte dage, mens gasværkerne havde koks til bare tre dage. Helphand og Arbejderkul var således med til at redde landets økonomi og få opvarmet de danske stuer.