Rum 16 - Neutralitet og velfærdsstat
Hvad har maksimalpriser, børsvægt, mandtalskort, hjemmegris, vandrekogebord, rationeringsmærker, snapseskat og kalorieforbrug med neutralitet og velfærdsstat at gøre? Det var den "værktøjskasse", som den danske regering brugte for at sikre befolkningen mad under 1. verdenskrig.
Rummet forbinder de mange nødforanstaltninger, staten måtte gribe til for at håndtere presset på samfundets ressourcer, og de former for registrering og kontrol, der var nødvendige for at implementere dem. De mange enkelte foranstaltninger løb sammen i det, der blev velfærdsstatstanken.
Rummet var oprindeligt planlagt som et depotrum med hylder, men blev under krigen ombygget til køjerum til 12 soldater, da der var behov for, at kasematten husede flere soldater, end der var plads til i de to belægningsstuer i hver sin ende af kasematten.