Slaget om Liège

Den tyske krigsplan - ofte kaldt Schlieffen-planen - gik ud på hurtigst muligt at nå Paris ved at gå gennem Luxembourg og Belgien med så stor en styrke som muligt. Efter en hurtig sejr over Frankrig, skulle de tyske tropper overføres til Østeuropa. Tyske tropper rykkede den 4. august ind i Belgien og angreb dagen efter grænseforterne ved Liège, men belgierne forsvarede sig hårdnakket. I modsætning til de to dage, som den tyske hærledelse havde forventet, tog det elleve dage at overvinde modstanden. Tyskerne led store tab, og den tyske invasion af Belgien førte en lang række krigsforbrydelser og ødelæggelser med sig.

Grænseslagene

I krigens første måned tørnede de fremrykkende tyske tropper sammen med franske, britiske og belgiske forsvarsstyrker. Den franske hær indledte to offensiver i Ardennerne og i Elsaß-Lothringen. De såkaldte ’grænseslag’ bestod af fem blodige sammenstød i det nordfranske grænseland og Belgien.

Kampene formåede at forsinke den tyske fremrykning, men over hele linjen blev de allierede tropper presset tilbage. Fra midten af august rykkede den tyske hær frem med kurs mod Paris.

Slaget ved Marne

Den franske hærledelse indså i slutningen af august, at de offensive krigsplaner var slået fejl. Talmæssigt overlegne tyske styrker rykkede frem fra nordvest, og Paris var i fare. Alt blev sat ind på at forsvare Paris, og byens taxaer blev taget i brug til troppetransport. Den 5. september gik de allierede til modangreb, og den 9. trak tyskerne sig tilbage. Den tyske hær ændrede strategi, begyndte at grave skyttegrave og indtog i stedet defensive positioner. Krigen ændrede karakter.

’Kapløbet mod havet’

Efter Slaget ved Marne angreb de allierede den tyske hærs højre fløj, som havde indtaget defensive positioner i skyttegrave nord for floden Aisne. Slaget viste, at især artilleri og maskingeværer havde gjort forsvar mere effektivt end angreb, og den 28. september opgav de allierede angrebet. Slaget ved Aisne blev det første i en række af slag kendt som ’Kapløbet mod havet’.

Den tyske hær ønskede at erobre havnebyerne Dunkerque og Calais samt det trafikale knudepunkt Ypres. Det første slag ved Ypres fandt sted fra den 19. oktober til den 22. november. Begge parter forsøgte at gå uden om fjenden for at kunne angribe bagfra, men alle forsøg blev afvist. Slag efter slag blev fronten forlænget, indtil skyttegravsstillingerne i november 1914 strakte sig fra Schweiz til Nordsøen. Særligt under kampene ved Langemarck den 10. november led den tyske hær meningsløse tab, da 10.000 tyske reservister blev majet ned med maskingeværer på åben mark.

Vinterslaget i Champagne

Slaget i Champagne var det første store angreb siden ’Kapløbet mod havet’ havde skabt skyttegravslinjer langs hele Vestfronten. De tyske styrker var i undertal, men gang på gang blev de franske angreb afvist. De hårde kampe ved Givenchy og Perthes fortsatte næsten uden ophør, indtil den franske hærledelse afblæste angrebet den 17. marts 1915. Franskmændene havde med store tabstal opnået en fremrykning på mindre end 3 km.

Julefreden 1914

I juledagene holdt soldaterne mange steder langs Vestfronten pludselig op med at kæmpe. Det var især på frontafsnittet i Flandern, hvor tyske tropper stod over for britiske, men lokale våbenhviler fandt sted langs hele fronten. I stedet mødtes soldaterne i ’ingenmandsland’, udvekslede gaver, sang julesalmer og andet.

Læs mere om Julefreden 1914

Det andet Slag ved Ypres

I 1915 valgte den tyske hærledelse at koncentrere sig om Østfronten og udførte kun ét større angreb på Vestfronten. Det fandt sted ved Ypres, og formålet var oprindelig kun at aflede opmærksomheden fra den tyske overførsel af tropper til Østfronten. Efter at have eksperimenteret med og uden succes anvendt giftgas på Østfronten, blev dette ved folkeret forbudte våben taget i brug på Vestfronten. Det viste sig meget mere effektivt end forventet. De allierede linjer brød sammen, og titusindvis af soldater flygtede i panik på et godt 6 km langt frontafsnit. Det længe ventede hul i fronten havde tyskerne imidlertid ikke forudset, og derfor var de nødvendige troppereserver til at udnytte situationen ikke stillet til rådighed. Kampene fortsatte i godt en måned med flere gasangreb, men overraskelseselementet var væk, og de engelske soldater fik hurtigt udleveret gasmasker. Trods store allierede tab – 69.000 mod 35.000 tyske – blev offensiven blev afblæst den 25. maj.

Efterårsslaget i Champagne

Angrebet i Champagne var den hidtil største franske offensiv, og forberedelserne havde stået på hele sommeren. Vigtige ressourcer gik tabt for Frankrig på grund af den tyske besættelse af det nordøstlige Frankrig. Den franske hensigt med denne storoffensiv var derfor at gennembryde de tyske linjer og føre krigen ind på tysk jord. I tre døgn bombarderede fransk artilleri de tyske stillinger langs et 30 km bredt frontafsnit, hvor efter næsten en halv million mand, støttet af mere end 2.000 kanoner, angreb resterne af de tyske stillinger. Angrebet havde succes den første dag, men herefter gik offensiven i stå. Kampene fortsatte med svære tab i tre uger, indtil den franske øverstkommanderende, general Joffre, afblæste operationen.

Slaget ved Loos

Efter fejlslagne britiske angreb ved Neuve Chapelle i marts og Festubert i maj forsøgte briterne først igen i september. Det skete samtidig med den franske offensiv i Champagne og en mindre ved Arras. Den koordinerede, allierede offensiv havde til formål at give det franske fremstød i Champagne de bedste muligheder for at lykkes. Efter et fire dage langt britisk bombardement ved Loos efterfulgt af briternes første brug af giftgas, angreb infanteriet den 25. september. Gasangrebet slog flere steder fejl, og som ved tidligere offensiver på Vestfronten var der kun indledningsvis fremgang. Allerede den 28. blev offensiven afblæst og erstattet med mindre kampe. Forsvar var det stærkeste, og briterne mistede fra den 25. september til den 13. oktober 50.000 mand mod 26.000 forsvarende tyskere.

Skrevet af Steffen Lind Christensen og Kristian Bruhn