Slaget om Stallupönen

Allerede den 14. august rykkede russiske kavalerienheder ind over grænsen i Østpreussen. Bag dem fulgte to russiske arméer, og hundredtusinder af civile tog flugten vestpå. Den tyske hærledelse havde regnet med, at Rusland havde været længere tid om at mobilisere sin hær. Tyskerne var i undertal, men formåede alligevel at slå russerne tilbage ved Stallupönen (i det nuværende Litauen) den 17. august. Tyskerne frygtede at blive omringet af den større russiske styrke og valgte at foretage en strategisk tilbagetrækning til byen Gumbinnen.

Slaget ved Gumbinnen

Efter det vellykkede angreb ved Stallupönen tre dage forinden besluttede den tyske general Maximilian von Prittwitz at gå til modangreb på de fremrykkende russere den 20. august ved Gumbinnen. Aktionen var forhastet, Prittwitz frygtede at blive omringet og beordrede en generel tilbagetrækning til Wisla-floden. Herved kom halvdelen af Østpreussen under russisk besættelse. Selvom tyskerne havde en defensiv strategi på Østfronten, var dette uacceptabelt, og Prittwitz blev erstattet. I stedet blev den pensionerede general, Paul von Hindenburg, indsat som hærchef på Østfronten med Erich von Ludendorff som stabschef.

Slaget ved Lemberg

Ligesom Tyskland måtte Østrig-Ungarn udkæmpe en tofrontskrig. I øst mod Rusland og i syd mod Serbien. Det kom til hårde kampe mod russerne over et 300 km lang frontafsnit i Galizien, som i september endte med russisk sejr. Den russiske hær besatte et stort østrig-ungarsk territorium inklusiv den galiziske hovedstad, Lemberg (i dag Lviv, Ukraine).

Slaget ved Tannenberg

Knap en uge efter nederlaget ved Gumbinnen gik tyskerne igen til modangreb på de talmæssigt overlegne russiske styrker. Aktionen blev indledt den 26. august ved Tannenberg og blev Tysklands måske mest spektakulære sejr under hele 1. Verdenskrig. Tyskerne aflyttede den interne russiske kommunikation og brugte oplysningerne til at lokke russerne i en fælde, afskære enhederne fra hinanden og omringe dem. De russiske kommunikationslinjer brød sammen, hærchefen Samsonov fór vild med sin stab, og slaget endte i kaos. Samsonov tog konsekvensen af nederlaget og begik selvmord. De russiske tab blev anslået til over 150.000 mand, heraf blev omkring 92.000 taget til fange. Tyskerne led et tab på blot 12.000.

Slaget om De masuriske søer

Efter at have nedkæmpet den ene af de to russiske arméer i Østpreussen ved Tannenberg, vendte tyskerne sig mod den anden. Målet var at omringe de russiske styrker i området mellem Königsberg og De masuriske søer. Det tyske angreb blev sat ind den 7. september i et meget ufremkommeligt terræn, men den russiske armé formåede at undgå omringning. Med store tab foretog russerne et tilbagetog mod den tysk-russiske grænse. Russerne mistede 125.000 mand overfor kun 40.000 på tysk side. Slagene ved Tannenberg og De masuriske søer i 1914 gjorde Hindenburg og Ludendorff til krigshelte.

Belejringen af Przemýsl

I august lykkedes det den russiske hær at besætte Galizien (i dag en del af Polen og Ukraine), men fæstningsringen rundt om Przemýsl blev holdt. Den 24. september blev fæstningen belejret, men der skulle gå hele 133 dage, før fæstningen faldt. De 117.000 østrig-ungarske tropper i fæstningen overgav sig den 22. marts 1915 og blev krigsfanger.

Slaget om Limanowa

Efter de tyske sejre på Østfronten forventede den østrig-ungarske ledelse en svækket russisk hær og indledte en offensiv. Det kom til hårde kampe ved de mindre byer Łapanów og Limanowa (i det nuværende Polen), hvor russerne til sidst blev slået tilbage. Slaget ved Limanowa var en af de få sejre, som den østrig-ungarske hær egenhændigt tilkæmpede sig, da den senere fik tysk støtte.

Slaget om Bolimów

Den 31. januar indledte tyskerne en offensiv på Østfronten med et angreb ved Bolimów (50 km øst for Warszawa). Det var en afledningsmanøvre, hvor giftgas blev brugt for første gang. 18.000 gasgranater blev affyret i et tre timer langt bombardement, men pga. vintervejret havde gassen næsten ingen virkning.

Andet slag om De masuriske søer

Under en snestorm den 7. februar angreb tyske tropper igen i området ved De masuriske søer. Her skulle 250.000 tyske tropper igen forsøge at omringe en russisk armé på ca. 125.000 mand. På en uge rykkede tyskerne mere end 70 km frem. Den 11. februar stod omfanget af det tyske angreb klart for russerne, som trak sig tilbage over hele linjen, men tyskerne rykkede hurtigt frem på begge flanker og forsøgte at afskære russernes flugtvej. Et russisk armékorps på ca. 25.000 mand forsøgte at holde stand i håb om, at de øvrige tre korps kunne slippe væk. Korpset overgav sig den 21. februar. Den russiske armé trak sig tilbage med et tab på 56.000 mand.

Gorlice-Tarnów-offensiven

Den tyske og østrigske hærledelse planlagde en storstilet fælles offensiv på Østfronten med det formål at befri de besatte dele af Østrig-Ungarn. Store dele af den tyske hær blev overført til Østfronten for at forhindre, at den Østrig-ungarske hær brød sammen. Til trods for at Italien gik ind i krigen i maj 1915, og den østrigske hær måtte overføre tropper til den nye front i alperne, lykkedes Gorlice-Tarnów-offensiven over al forventning.

Frontafsnittet mellem Gorlice og Tarnów (i dag Polen) blev den 1. maj udsat for den hidtil største koncentration af artilleri på Østfronten, og de dårligt konstruerede russiske skyttegrave blev ødelagt. Dagen efter kunne de tyske og østrigske infanterister indtage de russiske stillinger, og i løbet blot otte dage gik den 3. russiske armé i opløsning. Det tysk-østrigske angreb gav et afgørende gennembrud og en hurtig fremrykning. Den 3. juni tilbageerobrede tyske tropper fæstningerne ved Przemýsl. Den russiske hær trak sig den 21. juni helt ud af Galizien, og offensiven sluttede dagen efter med Lembergs befrielse og en fremrykning på 310 km. Den russiske hær mistede 350.000 mand og store mængder materiel. I månederne efter trak den russiske hær sig tilbage langs hele fronten og ud af alle de i 1914 erobrede områder.

Skrevet af Steffen Lind Christensen og Kristian Bruhn