Gå til hovedindhold

Viggo Thorup

28. oktober 1876 - 25. april 1941
Dommer i de største sager om spionage og økonomisk kriminalitet

Viggo Thorup
  • Tegnsprog

Fra krigens start blev der indført udførselsforbud på en række varer. Samtidig hermed steg priserne på disse varer i Danmark og især i Tyskland, hvilket medførte, at en omfattende smugling ud af landet begyndte. Thorup havde i mange år undervist i handelsretlige forhold og fik i Københavns Kriminal- og Politiret derfor overdraget alle sager om økonomisk kriminalitet.

Omfanget af økonomisk kriminalitet i Danmark eksploderede på grund af krigen og især briternes handelsblokade mod Tyskland. Nogle af lovovertrædelserne var så omfattende og med så mange nationale og internationale tråde, at justitsministeren i september 1916 nedsatte en kommissionsdomstol under ledelse af assessor Thorup, så de største sager om økonomisk kriminalitet og spionage blev samlet ved én domstol. Der var stor interesse for disse retssager mod spioner, smuglere og svindlere, og Thorup blev en kendt person i Danmark i de sidste år af krigen.

De store retssager med internationale tråde til de krigsførende magter var komplicerede, og arbejdsbyrden var betydelig. Thorup var derfor interesseret i at afslutte sagerne hurtigst muligt. Udlændinge blev som regel udvist af landet, og danske statsborgere modtog omfattende bøder. Retssagerne mod danske virksomhedsledere, som havde gjort sig skyldige i omgåelse af den økonomiske restriktionslovgivning (ulovlig udførsel af varer og kædehandel), udløste megen kritik. Den mest voldsomme kritik kom, da landstingsmanden Julius Schovelin i 1925 udgav bogen Inkvisitionens sidste Offer – Tilfældet Thorup, der netop kritiserede Thorups virke som dommer under 1. Verdenskrig. Udgivelsen af Schovelins bog udløste en injuriesag, i hvilken han blev idømt fire måneders fængsel.

Blæksprutten 1915. Smuglere og svindlere var et yndet offer for satiretegnerne.

Baggrund - før krigen

Thorup blev uddannet jurist i 1901, arbejdede som advokat og underviste i handelsretlige forhold, indtil han i 1914 blev udnævnt til assessor i kriminal- og politiretten i København.

Baggrund - senere

I 1923 blev Thorup udnævnt til dommer i Østre Landsret og i 1929 dommer i Højesteret. Han døde af sukkersyge i Charlottenlund i 1941.

Sidst opdateret: 4. december 2024