En Nat i Skyttegravene - for både børn og voksne
Entré 60 Øre. Børn og Soldater 30 Øre.
Krigs-Panorama i Panoptikon i København - datidens museum.
I slutningen af februar 1916 åbnede det københavnske vokskabinet i Panoptikon et nyt krigs-panorama, der skulle vise livet i skyttegravene.
Panotikon i København viste først og fremmest scenograferede opstillinger af voksfigurer, men benyttede sig af elektriske effekter og spejleffekter - samt filmklip - for at give de besøgende den bedste mulighed for indlevelse.
I februar 1916 gik den københavnske teatermaler Carl Lund i gang med at indrette et højaktuelt skyttegravspanorama i en tredjedel af den fornemt udsmykkede "mauriske hal". Desværre blev der ikke gengivet billeder af dette panorama i Panoptikons program. Men dagbladet Social-Demokraten bragte heldigvis en levende beskrivelse af det:
Dette krigspanorama viser et udsnit af en vidtstrakt front. I øjeblikket er der ro i landskabet, når undtages, at en landsby hinsides den månebelyste flod står i brand. Men kampens resultater ses tydeligt. Røgen driver henover højdedragene, brandskæret lyser mod horisonten og farver flodens vand. At fjenden har været skyttegraven nær, ses af demolerede kanoner på højen, det endnu ulmende hus til højre og de døde og de sårede på skrænten. En af de sårede har slæbt sig ind i skyttegravene, støttet til en kammerat, på hvis knæ hans hoved nu hviler, mens han tages under behandling af sygeplejersken.
Her er alt, som kan bidrage til at give et fuldtro billede af en skyttegrav, f.eks. felttelefonen, gasmasken og håndgranaten. Og billedet er ved siden heraf absolut neutralt og nydeligt udført. Forgrunden med de mandshøje figurer går over i det malede lærred. Det er mesteren Carl Lund, som har æren af panoramaets tilblivelse. Arrangementet skyldes direktøren selv.