Kontakt
Skoletjeneste - booking
Telefon: 43 40 40 36
E-mail: skoletjeneste@greve.dk
Eleverne går på opdagelse i kasematterne, når de skal spille dilemmaspillet "Krigens Valg" i den interaktive udstilling på Mosede Fort.
Klassetrin: 4.-6. klasse
Varighed: 90 minutter
Pris: 500 kr.
Hvilke valg ville du træffe, hvis Danmark stod i skyggen af en verdenskrig? I Krigens Valg går eleverne på opdagelse i Mosede Forts kasematter og møder mennesker fra perioden 1914-1918.
Gennem et historisk scenariespil skal eleverne samarbejde, undersøge fortiden og tage stilling til svære beslutninger om familie, formue og fædreland. Undervejs oplever de, hvordan krigen påvirkede livet i det neutrale Danmark.
Udstillingen kommer til live, når de over 100 år gamle fotografier bliver levende og beder eleverne om hjælp til at træffe svære valg.
Skal soldaten stikke af fra soldatertjeneste for at hjælpe sin familie med høsten? Hvordan får den unge pige på husholdningsskolen maden til at række længst? Eleverne skal sammen træffe nogle svære valg - for familie, formue og fædreland.
Kom og mærk den glemte historie om, hvordan det var at være et neutralt land i krigens skygge. I kasematterne på Mosede Fort skal I bruge jeres ører, øjne og hænder til at blive klogere på en periode i Danmarkshistorien, som ændrede danskernes liv for altid.
Det er ikke en forudsætning, at eleverne allerede har arbejdet med 1. Verdenskrig.
Eleverne kan indgå i en dialog om, hvordan det var at bo i Danmark under 1. Verdenskrig.
Eleverne kan samarbejde om at opsøge viden om perioden 1914-1918 i udstillingens autentiske rum.
Eleverne kan tage stilling til fortidens dilemmaer og koble dem til vores egen tid.