Rum 15 - Grundlov og censur 1915
Mens man i de krigsførende lande indstillede debatten om kvinders stemmeret ved krigens udbrud, fik Danmark d. 5. juni 1915 en ny grundlov, der bl.a. gav stemmeret til kvinder og ophævede den privilegerede stemmeret til Landstinget.
Grundlovskampen
Da Danmark i 1849 fik en demokratisk grundlov, tog den udgangspunkt i husstanden og ikke i individet. I århundredevis havde husfaderen været bindeled mellem stat og befolkning, og det var i 1849 husfaderen, der fik stemmeret til folketinget. Kvinder, unge under 30 år, tjenestefolk og fattige fik ikke stemmeret. Fra 1866 sørgede man for, at dem der betalte mest i skat, fik en ekstra stemme til landstinget, så folkemængden ikke uden videre kunne vedtage beskatning af de bedst bemidlede i samfundet.
Navnlig i lyset af storbyens vækst passede husstandens verden i starten af 1900-tallet ikke længere til samfundets. Fra 1909 gik kampen om en ny grundlov i gang.
Krigsudbruddet
Det så ud til at tilhængerne af en ny grundlov havde sikret sig et flertal ved landstingsvalget 10. juli 1914, men så brød krigen ud.
En grundlovsændring kunne ikke ske ved folkeafstemning. En ny grundlov skulle vedtages i både Folketing og Landsting, der derefter begge skulle afholde nyvalg, hvorefter grundloven atter skulle vedtages i begge ting. Var man som vælger utilfreds, måtte man stemme på en anden politiker. At kaste landet ud i en sådan politisk usikker situation turde man ikke.
Gennembruddet
I marts 1915 tilbød modstanderne af den nye grundlov imidlertid at gå med til at afholde fredsvalg ved en grundlovsændring til gengæld for at sat et par fingeraftryk. Bl.a. ville de gerne have sikkerhed for indførelse af forholdstalsvalg i stedet for valg i enkeltmandskredse, så de konservative mindretal både i by og på land ikke længere blev kraftigt underrepræsenteret i Folketinget.
Censur
Mindre end to uger efter grundlovens vedtagelse, fremsatte regeringen et lovforslag om midlertidig indskrænkning i pressefriheden. Loven skulle gøre det strafbart offentligt at vække tvivl om, at den danske stats anliggender blev varetaget helt upartisk i forhold til de krigsførende magter, samt at ophidse befolkningen mod en af de krigsførende nationer. Regeringen måtte moderere den meget brede henvisning til statens anliggender til afgørelser i handelsforhold, og loven blev begrænset til at gælde året ud. Ikke desto mindre blev loven kritiseret voldsomt for at give udlandet det indtryk, at der i Danmark var så stærkt et 'krigsparti', at man måtte indskrænke pressefriheden for at knække det.
