Rum 12 - Dieselmotoren
Dieselmotoren var fortets hjerte. Den skulle sørge for strøm - både til lys og de moderne ammunitionselevatorer, der var opsat uden for ammunitionsrummene.


I følge bygningsarkivalierne fra fortets historie blev der allerede d. 23. maj 1914 afholdt licitation om en dieselmotor til at forsyne Mosede Batteri med strøm. Licitationen blev vundet af B&W, selvom deres tilbud ikke var det billigste.
Motoren var efter B&Ws salgslister at dømme en 25HK DM125 x motor. Den pågældende motor var allerede blevet prøvekørt hos B&W i februar 1914.
Monteringen af motoren fandt sted fra d. 10. september 1914, og i februar 1915 gik man i gang med at prøvekøre den.
Optagelsen af dieselmotoren i funktion stammer fra Dansk Motor- og Maskinsamling, Grenaa.
