Fire visionære arkitektfirmaer vil tegne fremtidens Mosede Fort
Fire stærke arkitektfirmaer er udvalgt til at konkurrere om at forme fremtidens museum og oplevelsessted ved Mosede Fort i Greve.

Interessen for at blive prækvalificeret til Greve Kommunes projektkonkurrence om en ny museumsbygning har været stor, og nu er fire arkitektfirmaer udvalgt på baggrund af deres kreativitet, solide erfaring og spændende blik på både historie og moderne oplevelser.
De fire udvalgte arkitektfirmaer er:
- BIG – Bjarke Ingels Group
- Dorte Mandrup A/S
- Cobe
- Reiulf Ramstad Arkitekter
Stor interesse for Mosede Fort
Borgmester Pernille Beckmann siger:
”Jeg er meget glad for, at interessen for at tegne den nye museumsbygning er så stor. Vi har fået virkelig stærke ansøgninger fra meget dygtige tegnestuer, som forstår, hvor vigtig og spændende opgaven er. Nu glæder vi i byrådet os til at se, hvordan de vil bringe fortets historie ind i en ny tid og skabe et sted, der både rummer oplevelser, viden og fællesskab”.
Museum og restaurant
Mosede Fort er allerede i dag et særligt sted, hvor historie, natur og kultur mødes. Nu opdateres museet med moderne rammer og nyt liv til glæde for både lokale borgere og museumsgæster.
Der skal opføres en ny museumsbygning på ca. 800 kvadratmeter med plads til udstillinger, restaurant, butik, garderobe og fleksible rum, som kan bruges til events, skoleforløb og andre kulturelle aktiviteter. Det hele skal skabes i harmoni med det eksisterende fort og området omkring.
Løft af besøgsoplevelsen for samlet 92 millioner
Projektet har et anlægsbudget på 45,8 millioner kroner, og det samlede budget for det nye Mosede Fort er på 92 millioner kroner. Greve Kommune er hovedbidragsyder og bygherre, og projektet er i øvrigt muliggjort takket være generøs støtte fra Realdania på 22 millioner kroner, A.P. Møller Fonden på 11 millioner kroner, Augustinus Fonden på 10 millioner kroner, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond på 8 millioner kroner samt staten.
De fire arkitektfirmaer har nu sommeren og efteråret til at udvikle og tegne deres forslag. Vinderen offentliggøres i januar 2026, hvorefter byggeriet og de nødvendige godkendelser går i gang.
Kort om Mosede Fort
Mosede Fort åbnede som museum i 2014 og formidler historien om Danmark under 1. Verdenskrig. Det er en del af Københavns gamle kystforsvar og ligger midt i et attraktivt grønt område tæt på strand og by.
Mosede Fort er et sted for alle uanset alder og baggrund. Med moderne faciliteter og nye oplevelser vil museet invitere endnu flere indenfor til nysgerrighed, fordybelse og fællesskab.
Kontakt og mere info
Mette Tapdrup Mortensen
Museumschef, Greve Museum
tlf. 20 93 27 84 | mtd@greve.dk
Forventet afsluttet:
Januar 2026: Projektkonkurrence
Oktober 2026: Udarbejdelse af endelige projekt
Januar 2027: Myndighedsgodkendelse
Februar 2027: Udbud i hovedentreprise
April 2028: Udførsel
Maj 2028: Aflevering
November 2028: Udstilling og museet åbner