Workshop Strik to strømper på én gang
Kom til strikkeworkshop på Mosede Fort, og lær en effektiv teknik, hvor du strikker to strømper samtidig på samme rundpind.
Kender du det såkaldte second sock syndrome? Du er færdig med den første strømpe, men mangler motivationen til at begynde på nummer to. Med teknikken fra Lene Randorffs bog Flere på én pind slipper du for problemet – og bogen er inkluderet i workshopprisen.
Vi tager udgangspunkt i historiske opskrifter på de såkaldte grey socks, som blev strikket til soldater under 1. Verdenskrig. Undervejs bliver du både introduceret til den historiske baggrund og guidet gennem de forskellige trin i arbejdet.
På workshoppen lærer du, hvordan du strikker strømperne med opslag fra tåspidserne. For at nå hele processen igennem med at strikke både tå og hæl arbejder vi med en strømpe i størrelse 0–1 år. Herefter har du teknikkerne til selv at strikke et par i din egen størrelse.
Workshoppen henvender sig til øvede strikkere, som behersker de grundlæggende teknikker og har lyst til at prøve en ny metode.
Du skal medbringe
- Rundpinde i størrelse 3 og 4, begge 80 cm lange
- Strikkemarkører
- Uldnål
- Eventuelt restegarn, der passer til pind størrelse 3
Garn og øvrige materialer er inkluderet i prisen.
Om underviseren
Leo Hald Kristensen (pronominerne de/dem) er uddannet tekstilformidler og holder af at fordybe sig i både nye og historiske strikketeknikker. Til daglig arbejder de med håndarbejde og Greve Museums tekstilsamling.
Praktisk information
Dato: Søndag den 8. november 2026
Tid: Kl. 10.00–12.30
Sted: Infirmeriet på Mosede Fort
Pris: 200 kr. pr. person
Medlemmer af Museumsklubben samt én gæst: 100 kr. pr. person
Prisen inkluderer materialer, kaffe og te, bogen Flere på én pind samt adgang til museets udstillinger samme dag.
Mosede Fort har åbent kl. 11.00–16.00, så der er mulighed for at besøge museet efter workshoppen.
Vis din billet i billetsalget i kasematbygningen. Herfra bliver du vist videre til infirmeriet.
Medlemskab af Museumsklubben kan købes på dagen og koster 250 kr. om året – eller 150 kr. for borgere i Greve Kommune. Medlemskabet giver fri entré til Greve Museum og Mosede Fort for medlemmet samt én valgfri gæst ved hvert besøg.
Strømper til soldaterne
For soldaterne ved fronten var tørre strømper ikke kun et spørgsmål om komfort. Fugtige fødder øgede risikoen for skyttegravsfod – en smertefuld tilstand, der i alvorlige tilfælde kunne føre til infektioner og koldbrand.
Derfor blev der strikket flittigt på hjemmefronterne. Organisationer som Røde Kors iværksatte store kampagner, hvor frivillige fremstillede strømper, trøjer, halstørklæder og huer til soldaterne. Opskrifter, garn og pindestørrelser blev standardiseret for at sikre, at de færdige produkter havde den rette størrelse og kvalitet.
Historisk foto: Kvinder i New York strikker til soldater, U.S. National Archives
Tid og sted
- 08. nov. 2026
- 10:00 -12:30
- Mosede Fort, Mosede Strandvej 87A, Greve