Gå til hovedindhold
For børn
Gratis for børn

Tag ordet! Grundlovsdag for børn

Tag hele familien under armen og kom til grundlovsfejring på Mosede Fort fredag den 5. juni.

Grundlovsfejring på Mosede Fort

Hip hurra for historien! Grundloven er ikke kun gammel og klog – den er også Danmarks vigtigste lov. Den er blevet ændret flere gange, blandt andet under 1. Verdenskrig, hvor kongen underskrev den nye lov den 5. juni 1915.

Her fik kvinder og tjenestefolk endelig stemmeret, og derfor betragter mange den som den første ægte demokratiske grundlov i Danmark.

I grundloven står der mange gode ting – blandt andet at alle børn har ret til gratis undervisning. Men det er også vigtigt, at vi taler om vores fælles rettigheder og pligter.

Årets fejring på Mosede Fort handler om at tage ordet og sige sin mening.

Gå på ordjagt i museets udstillinger, og vær med til at skrive en grundlovstale anno 2026.

I krea-værkstedet kan I lave slagkraftige grundlovsperleplader og -broderier – vi hjælper jer godt i gang!

Sammen samler vi dagens slagord til en fælles grundlovstale, som bliver holdt kl. 13.30.

Der serveres gratis kaffe, saftevand og kage i krea-værkstedet.

Praktisk

Fredag den 5. juni kl. 11.30–14.30 på Mosede Fort

Kl. 13.30 holder frøken Gro N. Lovsen dagens fælles tale på toppen af fortet.

I kan komme og gå, som det passer jer – det kræver ikke tilmelding.

Entré

Gratis for børn

Almindelig entré for voksne

Gratis for museumsklubmedlemmer + 1 gæst

Sidst opdateret: 30. april 2026